Velstanden er gået amok under Frederik 9. og Margrethe 2. – fortællingen om det moderne Danmark fra 1784 til 2024

Selvfølgelig skal dronning Margrethe 2. ikke have hele æren for fem årtier med økonomisk velstand, stigende levefod og politisk stabilitet. Tanken er absurd, for i Danmark er det Folketinget og regeringen, som laver og forvalter lovene. Alligevel er det en nyttig og oplysende øvelse at lave det lille forsøg at se på, hvordan det er gået med Danmarks velstand i dronning Margrethes regeringstid og sammenligne med hendes forgængere. Forsøget er i sig selv nyttigt, fordi det hæver spørgsmålet om vores velstand op over de sædvanlige politiske trakasserier, hvor Socialdemokratiet mener, at det moderne Danmark begyndte med opbygningen af velfærdsstaten efter Anden Verdenskrig eller alternativt med, at Thorvald Stauning blev statsminister for præcis 100 år siden. På den måde bliver den enorme velfærds- og velstandsstigning Socialdemokratiets fortjeneste. Den fortælling er forkert, fordi vi ikke havde velfærdsstaten uden den tid, som gik forud, ligesom de borgerlige med rette kan sige, at de reddede velfærdsstaten med deres politik efter 1982. Det er tilsvarende forkert slet ikke at give Kongehuset nogen ære for den økonomiske og politiske stabilitet i Danmark. De bedste og stærke samfund kan man måle på styrken af deres institutioner og deres demokratier. Vi har i Danmark undgået den polarisering, som lige nu plager det amerikanske samfund, hvor det at vælge præsident skaber dyb splittelse frem for samling – og i USAs tilfælde ligefrem synes at true demokratiet og dermed også potentielt den økonomiske stabilitet. Det indskrænket-monarkiske system har i hvert fald i 100 år været en stabiliserende faktor i det danske demokrati og samfund, ikke det modsatte. Vi skal også løfte os op over, om det er en venstremand, en konservativ eller en socialdemokrat, som er statsminister af en anden grund. De gamle regeringsbærende partier vil gerne løbe med æren for det hele, ligesom enevoldskongerne gerne ville tage æren for det, der lykkedes for dem før 1849, selvom de på godt og ondt ikke havde et egentligt ideologisk projekt, bortset fra magten selv. Sagen er, at den enorme velstandsfremgang i især de seneste 80 år slet ikke er unik for Danmark. Det er en udvikling, der kendetegner hele verdensøkonomien og især højtudviklede økonomier som vores egen. Vi skal altså prøve at forstå, hvordan vores egen udvikling er unik, hvis vi skal begynde at prale alt for meget. Hvis man vil dykke længere ned i den indsigt, kan man læse den fremragende bog »Da menneskeheden blev til« af den amerikanske økonom Oded Galor. Det er hen over de seneste 200 år, at det er lykkedes menneskeheden at slippe ud af fattigdomsfælden. En af indsigterne i Galors bog er den enkle, at velstanden eksploderede, da mennesket holdt op med at få alt for mange børn, men i stedet investerede mere i de få børn, de fik, i form af uddannelse, opvækst og kost; kvalitetens sejr og kvantiteten. Man skal altid være varsom med at lægge hårde snit ind i verdenshistorien, men der er blandt historikere, politologer og økonomer generel enighed om, at der sker noget i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet, som ændrer retningen i velstandsudviklingen. Nogle vil lægge vægt på revolutionære bevægelser, andre på videnskabens gennembrud, på industrialiseringens første fase, på uddannelse, på nationsopbygningen efter Napoleonskrigene, og økonomerne vil måske pege på, at det er her, at vi begynder at få en formaliseret økonomisk tænkning. Oded Galor fokuserer i sin bog netop på de seneste 200 år, ligesom historikeren Jakob Danneskiold-Samsøe i sit tobindsværk »Rejsen mod Europa« først ser på de første 10.000 år af Europas historie og derefter på de seneste 200 år. Tænk, så er det så heldigt, at den britiske økonom Angus Maddison i sit økonomiske pionerarbejde med at samle tal om velstandens udvikling også fik skrabet danske tal for udviklingen i BNP pr. indbygger sammen fra 1820 til i dag. Også 200 år. Med dem tager vi et kig på, hvordan det gik med velstanden i Danmark, siden Frederik 6. var konge. Det er forunderligt, at dronning Margrethe faktisk har været regent i en fjerdedel af den tid. Frederik 6. bliver i vores lille øvelse lidt amputeret, for han regerer Danmark fra 1784 til 1820, så vi kan ikke helt måle, hvordan det gik med velstanden i hele hans tid som enevoldskonge, men de fleste ved, at det var en bøvlet tid for Danmark. Vi venter med at gøre regnebrættet op. Vi starter med et yderst stiliseret portræt af velstanden under otte regenter siden 1820. Erkendt, det er en heroisk gerning. Dronning Margrethe 2. – 14. januar 1972-14. januar 2024 Genopretningspolitikkens dronning. Det var en kold tid, da prinsesse Margrethe blev dronning 14. januar 1972. Velfærdsstaten stod i en dyb krise. I hendes regeringstid har skiftende regeringer siden genoprettet de offentlige finanser, gennemført dybe reformer og sikret en langvarig velstandsfremgang med nogle bump under 1980ernes hårde kartoffelkur og finans- og gældskrisen 2008-2010. Ligesom under sin far har der i hendes regeringstid været et totalt fravær af konflikt mellem Dronningen og det politiske system, mens Dronningen på sin side har forsøgt at være relevant og hjælpsom for danskerne og skiftende regeringer i sine nytårstaler og i sine øvrige gerninger. Markante virksomheder, som er kommer til verden i Dronningens regeringstid, er Bestseller i 1975, DSV i 1976, Jysk i 1979 og Pandora i 1982. Alle virksomheder rundet af globaliseringens muligheder og erkendelsen af forbrugernes voksende købekraft. Hertil kunne man føje en enestående teknologisk udvikling i de seneste årtier, senest inden for kunstig intelligens, som dronningen delvis selv har afvist ved at sige nej til en moderne smartphone. Kong Frederik 9. – 20. april 1947-14. januar 1972 Velfærdsstatens konge. På boomet efter Anden Verdenskrig og et næsten totalt socialdemokratisk magtmonopol frem til det økonomiske systemskifte i 1982 var Frederik regent i en tid med eksploderende velstand og velfærd. I 19 ud af 25 år var der en socialdemokratisk statsminister i Frederiks regeringstid. Kongehuset viste sig yderst relevant, da en frustrerende kamp for at modernisere grundloven fik kong Frederik og dronning Ingrid til at kæde blandt andet afskaffelsen af Landstinget sammen med en ny tronfølgelov, som ville gøre prinsesse Margrethe til dronning. Som kongehus skal man selv se muligheden for at være en konstruktiv kraft i moderniseringen af demokratiet, også hvis det kan gavne dynastiet og befæste monarkiet. Økonomerne taler om årene fra 1957 til 1970 som en af de stærkeste vækstperioder i dansk økonomisk historie drevet af en høj vækst i befolkningen i den arbejdsdygtige alder, vedvarende høj beskæftigelse, kvindernes voksende indtog på arbejdsmarkedet og den ledsagende udbygning af velfærdsstaten. Vi kender tiden som »de glade 1960ere«. Vi ser også i 1960erne en voksende europæisk integration med EF-samarbejdet og samarbejdet i de internationale organisationer som Valutafonden, OECD og Verdenshandelsorganisationen. Det er næsten påfaldende, at kong Frederik dør, netop på tærsklen til at Danmark indtræder i EF og på tærsklen til energikriserne og velfærdsstatens krise i 1970erne. Kritikken af den keynesianske økonomiske politik, som fik skylden for krisen i 1970erne, formuleres i Frederiks regeringstid måske klarest af den konservative økonom Milton Friedman i »Capitalism and Freedom« fra 1962. Den bog fik for alvor liv i 1980erne som en konservativ kritik af den Keynes-dominerede økonomiske politik før og efter verdenskrigen. Virksomhederne Coloplast og ECCO ser dagens lys i henholdsvis 1957 og 1963. Kong Christian 10. – 14. maj 1912-20. april 1947 Krigens og depressionens konge. Man forstår næsten ikke, at man kan være så uheldig at skulle regere på tværs af to verdenskrige og en dyb verdensøkonomisk krise. Christian 10. havde indkøringsvanskeligheder, da han udløste påskekrisen i 1920 ved at fyre ministeriet Zahle og dermed udfordre parlamentarismens spilleregler, hvor det er Folketinget, som udpeger statsministeren, ikke kongen. Skårene blev nogenlunde klinket. Danmark er i 1912 en marginaliseret småstat, som må tilpasse sig og tilpasser sig ved sin defensive neutralitetspolitik. Tv-serien »Matador« foregår under Christian 10. og begynder i 1929 midt i efterkrigstiden, mens den verdensøkonomiske krise raser. Liberalismen bryder sammen under Christian 10., og der indføres vidtgående regulering af handel og valutaforhold. Man taler om tiden som en magtkamp mellem landbrug og industri og mellem bonde og arbejder. Kanslergadeforliget i 1933 anses for starten på opbygningen af velfærdsstaten. Striden mellem arbejde og bonde, landbrug og industri blev suspenderet med krigsudbruddet 9. april 1940, hvor partierne samlede sig om at få Danmark gennem Besættelsen indtil samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943. Alligevel er der trods krig og krise klare tegn på en slags økonomisk dynamik i årene fra 1912 til 1947. Den grønne industri har sine rødder her med grundlæggelsen af Vestas og Grundfos i 1945, Velux i 1941, Danfoss i 1933 samt konturerne af fremtidens stærke medicinalsektor. Novo Nordisk har sine rødder i 1923, og Lundbeck blev grundlagt i 1915. B&O blev grundlagt i 1925 og LEGO i 1923. Den gigantiske energivirksomhed Andel har rødder i to elselskaber grundlagt i 1912 og 1913, nemlig SEAS og NVE. Kan vi forestille os Danmark i dag uden disse virksomheder? Det er i 1936, at økonomen John Maynard Keynes udsender »The General Theory of Employment, Interest and Money«. Kong Frederik 8. – 29. januar 1906-14. maj 1912 En overgangsfigur. Det er sin sag at være kronprins i 42 år og så kun ende med at være konge i seks år. I modsætning til sin far støttede han systemskiftet, hvor kongen ikke længere skulle udpege statsministeren, men i stedet udgå af et flertal i Folketinget. Vi ser for alvor konturerne af det moderne kongehus og den mere tilbagetrukne politiske rolle under Frederik 8. Perioden er en højkonjunktur frem til den næste katastrofe, som er Første Verdenskrigs udbrud. Vi oplever nogle skalerbare virksomheder se dagens lys med Salling i 1906, Falck i 1906 og Rockwool i 1909. Kong Christian 9. – 15. november 1863-29. januar 1906 Første glücksborgske konge, født prins Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Nedstammede selv fra Frederik 3. og hans kone, prinsesse Louise, var oldebarn af Frederik 5. Industrialiseringens konge. Christian 9. er en gigant, og når vi i dag tænker på de enorme forandringer af Danmark under Frederik 9. og Margrethe 2., så kan Dronningens oldefar godt være med. Det var ikke Kongen, men et umodent demokrati og de nationalliberale, som dummede sig ved at kaste Danmark ud i krigen i 1864, som vi ikke kunne vinde. Danmark mistede hertugdømmerne, og den danske sydgrænse kom til at gå ved Kongeåen. Når man læser om Christian 9., så finder man beskrivelser af, hvordan hans popularitet voksede i hans lange regeringstid. Man hører forklaringer om, at det skyldtes, at hans ene datter blev dronning af England, den anden kejserinde af Rusland og hans yngste søn konge af Grækenland. Selvfølgelig hjalp det lidt på selvtilliden efter nederlagene i 1864. Men mon ikke man skal give lidt af æren for hans popularitet til den enorme velstandsstigning i Danmark i årene efter 1864? Trods alt. Kong Christian 9. er konge under industrialiseringens danske gennembrud og såmænd også i den tid, hvor fagbevægelsen langsomt slår igennem som en magtfaktor i Danmark. Perioden er ikke ukompliceret, fordi Danmark er en småstat, som skal forsøge at sikre sin legitimitet mellem stærke europæiske stormagter som Storbritannien, et samlet Tyskland efter 1871 og Rusland, herunder også tage del i den sprudlende europæiske og globale handel for at fremme sin egen velstand. Den rivende erhvervsudvikling efter 1864 udløser næsten svimmelhed. Det er C.F. Tietgens og H.N. Andersens tidsalder. Her grundlægges DFDS, GN Store Nord, Landmandsbanken (Danske Bank), sukkerfabrikkerne (det senere Danisco), Chr. Hansen, som nu er fusioneret med Novozymes, Egmonts forløber Gutenberghus, TDCs forløber KTAS, FLS, NKT, A.P. Møller og Oticon (Demant). Det første andelsmejeri grundlægges i 1882 i Hjedding, og det bliver senere til Arla. Den spæde start til Danish Crown bygges med andelsslagteriet i Horsens i 1887. Nå ja, Karl Marx udsender »Das Kapital« i 1867, hvor man så småt var advaret om arbejderbevægelsens fremmarch. Kong Frederik 7. – 20. januar 1848-15. november 1863 Ingen var for alvor imponerede af Frederik 7., heller ikke hans far, men han har helt op til i dag bevaret en folkelig popularitet, blandt andet fordi han stod bag grundloven 5. juni 1849. Danmark var på den tid stadig et landbrugssamfund, men økonomien løfter sig ikke for alvor under Frederik 7. Det er imidlertid i 1857, at alle erhverv åbnes for enhver med loven om næringsfrihed. Det var et liberalt gennembrud og indfrielsen af et løfte i grundloven. Det er også i disse år, at der sker en markant udvikling af banksektoren. Privatbanken, som i dag er opslugt i Nordea, blev grundlagt i 1857. Kong Christian 8. – 3. december 1839-20. januar 1848 Fætter til kong Frederik 6., barnebarn af Frederik 5., som var konge 1746-1766. Han var søn af arveprins Frederik, Christian 7. s halvbror. Økonomien er i 1839 begyndt at vende efter den langvarige krise oven på statsbankerotten i 1813. Christian 8. er en overgangskonge mellem enevoldssystemet og demokratiet, han er en overgangsfigur mellem merkantilismens protektionisme og den voksende økonomiske liberalisme, men han er også en overgangskonge mellem katastroferne under Frederik 6. til katastroferne efter 1848 med Den Første og Anden Slesvigske Krig. Man ser større frihed og demokrati træde frem i eksempelvis 1840 med en ny forfatning for Københavns bystyre. Men Danmark er klemt i 1830erne, fordi opbygningen af nationer i Europa og de folkelige bevægelser sætter den danske helstat med kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten under massivt pres. Der er ingen gode løsninger, og det ender helt galt. Den kloge og begavede Christian 8. kan se katastrofen, men ikke forhindre den. Christian 8. har blik for, at det er nødvendigt med en fri forfatning, og det råd følger hans søn. Carlsberg bliver grundlagt i Christian 8.s regeringstid i 1847. Kong Frederik 6. – 13. marts 1808-3. december 1839 Kronprinsregent for sin far, Christian 7., 1784-1804. Christian 7. var formelt konge 1766-1808. Stakkels Frederik. Faren var gal, og hans mor, som lå i med livlægen Struensee, fik ham som fireårig aldrig at se igen, fordi hun blev sendt væk til Celle i Tyskland. Som kun 16-årig måtte Frederik begå et kup for at fjerne sin far, kong Christian 7.s, stedmor som fungerende regent i Danmark sammen med Frederiks halvbror, arveprins Frederik. Det er en underdrivelse at kalde hans opvækst dysfunktionel. I sin biografi »Den standhaftige tinsoldat« om Frederik 6. inddeler historikeren Jens Engberg Frederik 6.s liv i tre perioder: først barndom og ungdom med lidelser, men også fremgang og triumf. Hans manddom med nederlag og katastrofe. Til sidst alderdommen med resignation og bitterhed. Den inddeling flugter fint med den økonomiske udvikling under Frederik 6.; en opblomstring med ikke mindst landboreformer og stavnsbåndets ophævelse i årene op til 1800. Og så katastroferne i skikkelse af krigen mod England, slaget på Reden i 1801, bombardementet af København i 1807, den katastrofale alliance med Frankrig under Napoleon, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 med Freden i Kiel. Frederik begyndte som reformkonge, men sluttede som en temmelig brutal enevoldskonge. Alligevel spænder han over en tidsalder, hvor kimen til det moderne Danmark lægges. Det var under Frederik 6., at der blev indført skolepligt. Det var under Frederik 6., at de gryende krav om større politisk og økonomisk frihed vokser sig stadig stærkere, selvom han desværre i sit stivsind forsøger at holde dem i skak i slutningen af sin regeringstid, også med en indskrænkning af trykkefriheden. Det er under Frederik 6., at nogle af de største værker i økonomisk historie er skrevet, herunder Adam Smiths »The Wealth of Nations« i 1776, Jeremy Benthams »An Introduction to the Principles of Morals and Legislation« fra 1789, »An Essay on the Principles of Population« af Malthus i 1798 og David Ricardos »On the Principles of Political Economy and Taxation« fra 1817. Vi har ikke engang nævnt Den Franske Revolution i 1789, som var med til at overbevise Frederik 6. om at vælge den reaktionære vej, mens den oplyste borgerstand på samme tid er både i vækst og på mode. Berlingske udkom første gang under hans bedstefar, Frederik 5., ham med rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, nemlig 3. januar 1749, som er nogle uger før, at Christian 7. blev født. Virksomheden Kgl. Brand, i dag If Forsikring, blev grundlagt i 1798 efter Københavns brand i 1795. Nationalbanken etableres også under Frederik 6. i 1818 – ligeledes et fremskridt. Under hvilken regent steg velstanden mest? Man skal passe på med ranglister og forsøg på at fælde alt for skarpe domme over historien. En opgørelse af udviklingen i velstanden pr. indbygger under de seneste syv regenter fortæller et stykke samfundshistorie. Den illustrerer i sig selv den enorme længde af dronning Margrethes regeringstid og den enorme velstandsudvikling i de seneste 52 år. Skal man være retfærdig, så er det imidlertid Frederik 9., som regerer over det stærkeste boom, hvor velstanden pr. indbygger mere end fordobles på bare 25 år. Men opgørelsen fører også anden indsigt med sig. Trods alt tegner den et mere dynamisk billede af dynamikken under både Christian 9. og Christian 10. Under Christian 10. slår verdenskrigene fødderne væk under Danmark politisk og økonomisk, hvilket illustrerer den destruktive kraft, som rammer en lille åben økonomi som Danmark, når der udbryder verdenskrige eller verdensøkonomisk krise. Alligevel er der fremgang – ikke stagnation. Velstandsudviklingen under Christian 9. tegner et mere lyst billede end vores kollektive taberfortælling om Danmark efter 1864. Det var slet ikke så skidt endda. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/velstanden-er-gaaet-amok-under-frederik-9-og-margrethe-2-fortaellingen